Piratkort beslaglagt i Ringsted
Tirsdag eftermiddag rykkede Scandinavian Tv Organisations against Piracy (STOP) ind hos en forhandler i Ringsted, der handler med såkaldte blanke smartcards. En landsretsdom fra efteråret giver nemlig STOP medhold i, at kortene primært bruges til kodning af betalingsprogrammer og dermed fungerer som piratkort. Aktionen fra Ringsted resulterede i beslaglæggelse af forhandlerens varelager af smartcards.
I oktober 2003 gav Vestre Landsret STOP medhold i, at blanke smartcards kan opfattes som piratkort og dermed være omfattet af Lov om radio- og fjernsynsvirksomhed. Det skete efter en opsigtsvækkende sag mod en midtjysk forhandler, der havde solgt 2,7 millioner piratkort til både Danmark og udlandet. Og med dommen i hånden har fået STOP grønt lys til at gå mere intensivt til værks mod handel med blanke smartcards.
En anonym henvendelse var årsagen til, at STOP i første omgang fik færten af den sjællandske forhandler, der bl.a. ernærer sig ved at sælge blanke smartcards. Firmaet har hævdet, at kortene er beregnet til låsesystemer på f.eks. hoteller, mens STOP med landsrettens dom i ryggen fastholder, at de primært fungerer som piratkort til betalingsprogrammer.
I sommeren 2003 beviste STOP ved hjælp af privatdetektiver, at der blev solgt blanke smartcards fra forretningen i Ringsted og fik dernæst nedlagt et fogedforbud mod forhandleren. Men fogedens ord blev ignoreret, idet forhandleren forsatte med at sælge kort, og det betød, at STOP i selskab med både advokat og dommer kunne beslaglægge firmaets varelager af smartcards tirsdag eftermiddag.
Direktør for STOP cand. jur. David Würgler er godt tilfreds med aktionen i Ringsted: ”Vi taler om en af de store fisk i branchen, som har solgt mange smartcards til både Danmark og udlandet. Dommen fra Landsretten har givet os mulighed for at slå ned på handel med blanke smartcards. Vi hører ofte argumentet om, at blanke smartcards kun bruges til låsesystemer og ikke til kodning af betalingskanaler. Men hos os ringer alarmklokkerne, når et firma kan sælge flere tusinde blanke smartcards, uden at der følger et låsesystem med handlen”.
Ved sommerens første ransagning hos firmaet fik STOP adgang til over 4.000 fakturaer over både privatpersoner og firmaer, der har købt kort hos den pågældende forhandler. Og hos STOP er den information vigtig: ”Materialet viser et omfattende salg til især til Danmark, hvoraf en stor del af kunderne har hjemme i Ringsted. Mange tror fejlagtigt, at det kun er ulovligt at sælge piratkort. Men det er også strafbart at købe og anvende et kort”, slutter David Würgler.